25. jan. 2025
Af Josephine Sjelhøj

Detalje i den kongelige kalender om prinsesse Anne er yderst bemærkelsesværdig

Prinsesse Anne. 
Prinsesse Anne.
Foto: Sameer Al-Doumy/AFP/Ritzau Scanpix
Der er intet, der tyder på, at prinsesse Anne har i sinde at drosle ned for sit arbejde.

Der er ingen tvivl om, at prinsesse Anne er stolt af sit arbejde, og på trods af sin alder har hun en tætpakket kalender.

Faktisk mere end noget andet medlem af den kongelige familie.

I den britiske kongelige kalender fremgår størstedelen af de planlagte royale opgaver, og her er det særligt prinsesse Annes navn, der dominerer.

Frem mod slutningen af februar er der planlagt hele 35 officielle opgaver for prinsessen, der fylder 75 år til sommer.

Til sammenligning er det familiemedlem med næstflest opgaver i kalenderen hendes bror, prins Edward. Han har 11 officielle pligter i samme periode.

Opgaverne i den kongelige kalender er de officielle, udgående opgaver. Det betyder, at skrivebordsarbejde ikke står oplyst i kalenderen.

Nogle gange bliver opgaver desuden tilføjet, efter de har fundet sted. Det sker ofte med kong Charles' pligter.

Den mest hårdtarbejdende

Den 74-årige prinsesse har de seneste år vist, at hun er en sand arbejdshest.

Anne er desuden flere gange blevet kåret som det mest hårdtarbejdende medlem af den kongelige familie i Storbritannien.

I 2023 lavede The Telegraph en oversigt over de kongeliges arbejdsdage i løbet af året, og her havde prinsesse Anne hele 457 opgaver i kalenderen fordelt på de 365 dage. Det var flere end de andre royale inklusive kong Charles.

I 2024 var prinsessen ude for et uheld, der resulterede i en hjernerystelse, og derfor var hun nødt til at aflyse flere officielle opgaver. Det omfattede blandt andet en statsbanket i forbindelse med et statsbesøg fra Japan samt tur til Canada.

Siden da er prinsesse Anne dog vendt stærkt tilbage, og hvis man tager et kig på de fremtidige opgaver i den kongelige kalender, er der ingen tegn på, at hun har i sinde at drosle ned for arbejdet lige foreløbigt.

Læs mere om: