8. sep. 2022
Af Malan Joensen
Dronning Elizabeth er død: Det sker der nu
Dronning Elizabeth.
Arkivfoto: MEGA
Monarkens død sætter gang i en lang række processer for blandt andet flagning, castrum doloris, begravelse og tv-udsendelser.
Storbritanniens dronning Elizabeth er død, 96 år gammel. Midt i sorgen over at have mistet et ikonisk og elsket overhoved, går en masse procedurer nu i gang efter en nøje fastlagt tidsplan. Hidtil er ikke meget sluppet ud, men britiske medier har tidligere skrevet, at der blandt andet angiveligt skal ske følgende:
- Prins Charles, der nu er kong Charles, vil holde en tale til nationen samme dag som dødsfaldet, mens premierministeren vil udsende en officiel meddelelse.
- Flagene på regeringsbygninger skal efter planen gå på halv mast inden for 10 minutter efter offentliggørelsen af nyheden.
- Flagene på Buckingham Palace vil være på halv indtil kl. 08.00 om morgenen lokal tid dagen efter begravelsen.
- Prins Charles vil automatisk blive konge, så snart dronning Elizabeth er død, men der vil blive holdt et officielt såkaldt Accession Council på St. James' Palace dagen efter, hvor prins Charles formelt vil blive udråbt som hendes efterfølger.
- Selve kroningsfestlighederne finder først sted en rum tid efter, for sørgeperioden skal være ovre, og den form for festlighed skal også planlægges nøje.
- Det ventes, at der vil blive afholdt begravelse for dronning Elizabeth 10 dage efter dødsfaldet, og kong Charles vil påbegynde en rundrejse i Storbritannien inden begravelsen.
- Dronning Elizabeths kiste vil sandsynligvis ligge på castrum doloris - som man også så det ved prins Henriks død i 2018 - i tre eller fire dage i Westminster Hall i London, hvor det ventes at flere hundrede tusinde vil valfarte til for at vise deres sidste respekt. Det vil angiveligt være muligt 23 timer i døgnet.
- Alt arbejde i Parlamentet bliver suspenderet i 10 dage.
- Selve sørgeperioden vil vare 12 dage, og ifølge Insider vil britisk tv også være påvirket - det ventes f.eks. at BBC vil sætte alt comedy på pause i perioden.
- Selve dagen for begravelsen vil blive udråbt til national sørgedag, men arbejdsgivere vil ikke være forpligtet til at give medarbejdere fri.
- Begravelsen ventes at finde sted i Westminster Abbey og to minutters stilhed vil blive holdt i hele Storbritannien ved middagstid.
- Der vil desuden være endnu en ceremoni i St George's Chapel ved Windsor Castle, og dronningen vil blive begravet i King George VI Memorial Chapel.