Efter flere aflysninger: Prinsesse Anne rejser til udlandet for første gang siden ulykke
Prinsesse Anne var i juni ude for en voldsom ulykke, hvor hun pådrog sig en hjernerystelse, hukommelsestab og flere mindre skader.
Den 73-årige prinsesse var efterfølgende indlagt på Southmead Hospital i Bristol i fem dage, inden hun fik lov til at tage hjem til Gatcombe Park.
De seneste par uger har kong Charles’ lillesøster genoptaget flere af sine kongelige pligter – dog på nedsat blus. Hun har desuden aflyst en lang række officielle opgaver for at fokusere på sit helbred.
Men nu er der godt nyt.
Prinsesse Anne er nemlig blevet så frisk, at hun er rejst til Frankrig i forbindelse med De Olympiske Lege.
Prinsessen er medlem af International Olympic Committee, og den 23. juli deltog hun i et møde med de andre medlemmer forud for OL, som starter fredag.