Familien fortæller: Sådan går det med dronningen
Det er sin sag at være 96 år og skulle fejres over flere dage med diverse officielle arrangementer, og det er derfor desværre ikke den helt store overraskelse, at dronning Elizabeth har været nødt til alt melde fra til flere events de seneste dage.
Den populære monark bliver flere dage i træk fejret i anledning af sit 70-års regeringsjubilæum, som hun rundede i februar.
Dronning Elizabeth var "Still going strong" på balkonen på Buckingham Palace torsdag til den storslåede Trooping the Colour-parade, men måtte dagen efter melde fra til taksigelsesgudstjenesten i St. Paul's Cathedral på grund af såkaldt "ubehag" og mobilitetsproblemer - muligvis fordi hun havde stået for længe på bemeldte balkon.
Lørdagens Epsom Derby i Surrey havde den heste-interesserede majestæt set enormt meget frem til, men her måtte hun desværre også melde pas.
Barnebarnet Zara Tindall, der er datter af prinsesse Anne og selv er en talentfuld rytter, var til derbyet og kunne ifølge Hello Magazine fortælle pressen, at dronning Elizabeth fulgte med på tv hjemme fra Windsor Castle:
"Hun vil bare sidde i sofaen og se tv. Hun er i sit behagelige tøj," fortalte Zara Tindall, der også kunne tilføje, at dronningen har det godt.