Fem ting du skal vide om årets societybryllup med kongelig deltagelse
Om få uger går det løs, når en af Storbritanniens mest eftertragtede ungkarle, Hugh Grosvenor, også kendt som hertugen af Westminster, fredag 7. juni giver sit ja til sin forlovede Olivia Henson ved et storslået bryllup i Chester Cathedral i Chester, syd for Liverpool.
Vi varmer op til brylluppet med fem ting, du skal vide om den festlige begivenhed.
Hvem er hovedpersonerne?
Gommen Hugh Grosvenor, 33, hertug af Westminster, er Storbritanniens rigeste mand under 40. Han arvede hertug-titlen efter sin far Gerald, der døde i 2016 som 64-årig. Hugh Grosvenors formue er anslået til omkring 10 milliarder britiske pund, svarende til svimlende 87 millarder danske kroner.
Hugh Grosvenor og hans familie har tætte forbindelser til den britiske kongefamilie, og han er nær ven af prins William og prins Harry, ligesom hans far Gerald var nær ven af kong Charles.
Gommen er fadder til William og Kates søn prins George samt prins Harry og hertuginde Meghans søn Archie Harrison, og Hughs egen gudfar er såmænd kong Charles.
Hugh Grosvenor har tre søstre. Lady Tamara, 44, er også er gift med en nær ven af kongefamilien, Edward van Cutsem, lady Edwina, 42, er gift med Dan Snow, som er historiker og tv-vært, og lillesøster lady Viola, 31, er gift ned Angus Roberts, som er officer i Royal Scots Dragoon Guards.
Hans udkomne Olivia Henson er key account manager i Belazu, et firma der importerer fødevarer af høj kvalitet fra Middelhavslandene og Mellemøsten.
Ifølge Hello, der citerer The Times, har Olivia Henson gået på Marlborough College, samme skole som prinsesse Catherine, og har efterfølgende læst italiensk og fulgt såkaldte "Hispanic Studies" på Trinity College i Dublin.
Hvordan mødte de hinanden?
Hugh Grosvenor og Olivia Henson mødtes gennem fælles venner for omkring to år siden. Efter at have været kærester i et par år, friede Hugh til sin udkårne hjemme på Eaton Hall, og forlovelsen blev offentliggjort i foråret 2023.
Hvor skal de giftes?
Olivia Henson og Hugh Grosvenor skal giftes i katedralen i Chester, hvor også gommens storesøster lady Tamara blev gift i 2004.
Hello skriver, at der ifølge The Times efterfølgende er privat reception på familiens landssted Eaton Hall cirka 7 kilometer syd for Chester, samt endnu en fejring med de nærmeste familiemedlemmer og venner dagen efter vielsen.
Hvilke kongelige skal med?
Seneste nyt fra flere britiske medier, deriblandt The Times, er, at det angiveligt kun er prins William, der vil kaste kongelig glans over festlighederne som én af de 400 gæster. Rygter vil vide, at han også får en prominent rolle at spille til vielsen i form af såkaldt "usher", der følger folk til deres pladser i katedralen. Det kan være, han også skal være forlover.
Hans hustru prinsesse Catherine er stadig i kræftbehandling, og måske er kræftbehandling også årsagen til, at kong Charles angiveligt heller ikke kan deltage.
Mens nogle medier tidligere på året mente, at prins George ville være med til brylluppet, gætter andre på, at prinsen ikke skal med, men i stedet skal passe sin skolegang.
Hvorfor vennen prins Harry og hans hustru hertuginde Meghan angiveligt ikke skal med til brylluppet, vides ikke.
Det kan dog være, de overrasker på selve dagen, men det må tiden vise.
Ifølge Tatler, der citerer The Times, mener en unavngiven kilde, at Hugh Grosvenor sidste år traf den tunge beslutning ikke at invitere vennen prins Harry med frue, da han var bange for, at den påståede fejde mellem Harry og William ville fjerne fokus fra selve brylluppet og give en akavet stemning.
Ifølge kilden er Hugh Grosvenor meget ked af dette, fordi han gennem hele den royale konflikt har forsøgt at bevare et stærkt bånd til begge brødre. Han håbede til det sidste, inden invitationerne skulle sendes ud, at de ville nå at bilægge striden.
Hugh Grosvenor var i øvrigt selvskreven på gæstelisten til William og Kates bryllup i 2010 og var også med til Harry og Meghans bryllup i 2018. Da Hugh Grosvenors søster lady Tamara blev gift i 2004, var både dronning Elizabeth, prins Philip, prins William og prins Harry blandt gæsterne.
Hvor skal de bo?
For nyligt besøgte parret byen Chester og en række velgørenhedsprojekter, som hertugens Westminster Foundation står bag. I den forbindelse talte de om deres kærlighed til byen og grevskabet Chester:
"Det er klart et sted, vi vil bo, hvor vi vil grundlægge vores liv sammen. Og vi er langsomt ved at flytte fra London og være mere permanent her og virkelig slå rødder" udtalte Olivia Henson og tilføjede, at beslutningen om at flytte var meget nem.
Når parret taler om deres fremtidige hjem, menes der med al sandsynlighed det overdådige landssted Eaton Hall, der har været Grosvenor-familiens hjem i adskillige generationer.
Hugh Grosvenor og Olivia Hensons bryllup finder sted fredag 7. juni og tidspunktet på dagen er endnu ukendt.
Kilder: Tatler, The Times og Hello Magazine