Fra klynkende og kedeligt til smukt produceret: Harry og Meghan deler vandene med ny dokumentar
Reaktionerne på de tre første afsnit af prins Harry og hertuginde Meghans længe ventede Netflix-dokumentar er - ikke overraskende - meget delte.
Det synes også at være en forskel i holdninger til Harry og Meghan og deres Netflix-projekt, alt efter om man spørger i Storbritannien eller USA.
Èn ting stort set alle er enige om, er dog, at der ikke fremkommer nogle nye oplysninger om konflikten mellem parret og kongehuset samt den britiske tabloidpresse i de tre første afsnit på trods af, at reklamer for dokumentaren har ladet det modsatte kraftigt antyde.
Blandt de fleste medier og royale iagttagere i Storbritannien lader holdningen til at være, at Harry og Meghan åbenbart gerne stadig vil holde liv i konflikten med kongehuset og gentage fortællingen om institutionen og mediernes kollektive svigt af parret.
Ifølge Reuters har den anerkendte journalist Carol Midgley skrevet følgende bandbulle i avisen The Times:
"Hvis jeg var Netflix, ville jeg forlange at få mine penge tilbage. For der var ingen "bombe" eller noget rigtigt nyt her. Det var smukt filmet, men det var ensformigt, klynkende og kedeligt".
Andre er mere positive og mener, at dokumentaren giver et spændende indblik i Harry og Meghans private dagligdag, og at den derfor lever op til forventningerne om at komme med bag kulisserne hos parret.
I dokumentaren bliver de tidligere fremsatte anklager om, at Meghan var udsat for racisme fra den britiske tabloidpresse gentaget, og Harry taler om, at kongefamilien skulle være i besiddelse af en ubevidst "bias" eller "forudindtagethed", hvad angår racespørgsmålet, og at han er blevet klogere med årene.
Især efter han i 2005 fik heftig kritik for at være klædt i nazi-kostume til en udklædningsfest - en handling, han senere har angret dybt.
Royal korrespondent for britiske ITV Chris Ship giver sit bud på, hvordan det kan være, at der er så delte meninger om Harry og Meghan og deres længe ventede dokumentar.
Ifølge Chris Ship afhænger graden af enighed i Harry og Meghans påstand om racistisk forskelsbehandling i medier og offentlighed af ens egen baggrund, og om man selv har oplevet racisme i Storbritannien inden for de senere år.
Ligesom de fleste andre reportere og iagttagere mener Ship heller ikke, at der var noget nyt under solen fra Harry og Meghan i de tre første afsnit.
Han synes dog, at man får tegnet et interessant billede af det britiske samfund, og hvordan det er et produkt af sin fortid hvad angår imperialisme, kolonialisme og selve racisme-problematikken.
Chris Ship mener, at dokumentarens ærinde set i det lys må være at vise, at Storbritannien ikke rigtig var klar til Meghan Markle, da hun gjorde sit indtog på scenen som prins Harrys nye kæreste i 2016.
Hvad siger kilder tæt på familien?
Der har indtil videre ikke været nogen officielle reaktioner fra det britiske kongehus.
Men ifølge Daily Mail er kilder tæt på familien - ikke overraskende - vrede og skuffede over Harry og Meghans dokumentar.
Som en del af dokumentaren indgår private optagelser fra Harry og Meghan, og der skulle være tale om hele 15 timers såkaldte "video-dagbøger", der er overdraget til redaktionen bag dokumentaren.
Kilderne betegner ifølge avisen det som et "rystende tillidsbrud", at Harry og Meghan siden marts 2020 - kort efter de offentliggjorde, at de ville ud af kongehuset, men dog næsten ét år før de interne forhandlinger og formalia var så meget på plads, at man kunne gennemføre det officielt - har sørget for at have så meget videomateriale samlet ind.
En af kilderne undrer sig over, at Harry tidligere har gjort så meget ud af at beskytte sin farmor dronning Elizabeth og fortælle, hvor stor respekt, han havde for hende. "Og så har de hele vejen igennem planlagt dette?" spørger kilden retorisk.
Ifølge amerikanske kommentatorer og medier er Harry og Meghans Netflix-projekt langt fra lige så forfejlet som i briternes øjne.
Avisen Express fortæller, hvordan tv-stationen CBS's udlandskorrespondent Holly Williams stillede sig op uden for Buckingham Palace og blandt andet beskrev dokumentaren således:
"Et smukt produceret billede af en familie, der er blevet ofre for og forfulgt af medierne. Nogle vil sige, det er et luksus-reality-show, men det er også en bidende kritik af den britiske tabloidpresse og forholdet til den kongelige familie".
I USA har man overordnet set fra begyndelsen elsket historien om, hvordan det celebre par i januar 2020 pludselig meddelte, at de ville forlade kongehuset for senere at drage vestpå til Californien, hvor de byggede en helt ny og friere tilværelse op.
Fra bunden, fristes man næsten til at sige, men det ville trods alt være en overdrivelse, for det forlyder, at prins Harry havde penge med fra daværende prins Charles' private konti, og at Meghan havde sparet en del op fra arbejdet som skuespiller.
Som følge af parrets gode forbindelser og sociale kapital som prins og hertuginde i kongefamilien, meldte der sig hurtigt en række økonomiske sværvægtere på banen, der ville lave lukrative aftaler med Harry og Meghan.
En af dem var Netflix, og ifølge flere britiske medier menes det, at prins Harry og hertuginde Meghan har lavet forretningsaftaler for ialt mere end 100 millioner pund, svarende til omkring 865 millioner danske kroner.
Og her nærmer vi os et af de andre centrale kritikpunkter af parret og deres ærinde med dokumentaren, som flere har fremsat. At det i en tid med historiske kriser økonomisk såvel som energimæssigt virker malplaceret og tonedøvt at to så priviligerede mennesker som Harry og Meghan skal sidde og beklage sig i timevis på Netflix.
Andre mener, at parret rejser en vigtig debat om raceproblematikker, tabloidpressen og monarkiets fremtid i Storbritannien, og at de er i deres fulde ret til at give deres version af, hvad der er sket.
De næste tre afsnit af Netflix-dokumentaren kan ses fra torsdag 15. december.
Kilder: Daily Express, Reuters, Daily Mail, ITV.