Harry og Meghan hyggede med Céline Dion og Orlando Bloom i Las Vegas
Prins Harry og hertuginde Meghan har netop været i Las Vegas, hvor de støttede deres kendte veninde Katy Perry, som spillede koncert i den berømte by.
Harry og Meghan var ifølge Hello Magazine på dobbeltdate med deres gode venner Misha Nonoo og Mike Hess.
Ifølge mediet blev parret desuden spottet sammen med Céline Dion, der gæstede koncerten med sine børn, Eddy og Nelson. Også Katy Perrys mand, Orlando Bloom, blev set i VIP-området, hvor de kendte gæster hyggede sig forud for showet.
Harry og Meghan er nabo til Katy Perry og Orlando Bloom i Californien.
Det er dog ikke den eneste kongelige forbindelse, som sangstjernen har. Katy Perry optrådte nemlig også til kong Charles’ store kroningskoncert i maj.
Selv om prins Harrys tilstedeværelse i Las Vegas vakte opsigt, var det Céline Dion, der tiltrak mest opmærksomhed.
For nylig viste hun sig nemlig offentligt for første gang i tre år, og derfor var det en stor glæde for mange at se hende nyde en koncert sammen med sine sønner.