Helt vildt beløb: Prinsesse Dianas ikoniske kjole solgt til overraskende høj pris
Det skabte straks overskrifter verden over, da en af prinsesse Dianas aftenrober i fredags blev solgt til mere end fem gange den pris, som den var blevet sat på auktion for på Sotheby's i New York.
Kjolen er den smukke aubergine-farvede silkevelour-robe, som prinsesse Diana bar på et officielt portræt i 1991 og i forbindelse med en fotoseance for Vanity Fair i 1997.
Flotte detaljer
Prinsesse Dianas kjole var sat til salg for godt 820.000 kroner (120.000 dollars), men endte med at blive solgt for vilde fire millioner kroner (604.800 dollars).
Designeren bag kjolen, der har en fin hjerteformet udskæring og et skørt i tulipansnit, er den britiske couturier Victor Edelstein.
Solgt til velgørenhed
Sidst den blev solgt var i 1997 til en pris af 165.000 kroner (24.150 kroner) ved en Christie's velgørenhedsauktion, som prinsesse Diana havde doneret 79 af sine kjoler til.
Overskuddet fra auktionen gik til AIDS og kræftorganisationer inklusive til Royal Marsden Hospital, som hun var præsident for i otte år.
Kendt designer
Den netop solgte kjole var en del af Victor Edelstein's efterårskollektion fra 1989.
Samme designer kreerede prinsesse Dianas "Travolta-kjole", den lange velourkjole i midnatblå, som prinsessen bar, da hun dansede med John Travolta i det hvide hus.
Kjolen blev solgt for næsten to og en halv millioner kroner (347.000 dollars) i 2019 ved en velgørenhedsauktion.
Ved fredagens auktion blev der blandt andet også solgt en invitation til tidligere præsident John F. Kennedy's fødselsdagsfejring i 1962, hvor Marilyn Monroe sang for ham.