Her fejrer Harry og Meghan datteren Lilibets første fødselsdag
For et år siden blev Harry og Meghans børneflok udvidet med datteren Lilibet Diana Mountbatten-Windsor, og den nu treårige Archie blev storebror.
Her på datterens 1-års fødselsdag befinder firkløveret sig på engelsk jord, hvor de er rejst til for nogle dage siden i en anden festlig anledning - nemlig fejringen af dronning Elizabeths 70-års regeringsjubilæum.
Prins Harry, hertuginde Meghan, Archie og Lilibet residerer ifølge flere britiske medier, deriblandt Hello Magazine, på Frogmore Cottage ved Windsor.
Det er selvsamme hjem, som parret fik overdraget af dronning Elizabeth i bryllupsgave tilbage i 2018.
Det smukke landsted, der i forbindelse med overdragelsen blev renoveret for omkring 20 millioner danske kroner, var senere genstand for stor debat, da det kort efter indflytningen stod klart, at livet som kongelig med apanage og officielle opgaver alligevel ikke var noget for Harry og Meghan, der sagde farvel til det hele og forlod England for et liv i først Canada og siden USA.
Miseren om Frogmore Cottage endte med, at Harry og Meghan tilbagebetalte en sum penge svarende til renoveringen, og nu betaler leje af stedet, som de kan disponere over, når de er i England.
Senest har det været udlejet til prins Harrys kusine prinsesse Eugenie og hendes mand Jack Brooksbank, men de er der ifølge Hello Magazine ikke i denne tid, hvor Harry og familien bruger huset. Eugenie og Jack har også en bolig på Kensington Palace i London.