10. jul. 2024
Af Maria Hoang

Kendt sanger hædret af kong Charles: Jeg glemte at gøre det!

Kong Charles. 
Kong Charles.
Foto: Peter Cziborra/Reuters/Ritzau Scanpix
Den ikoniske sanger Shirley Bassey brød protokollen, da hun for nylig modtog en fornem hæder af kong Charles.

Hun er stemmen bag legendariske "Bond"-sange som "Goldfinger", "Diamonds Are Forever" og "Moonraker".

Og det er netop Shirley Basseys store arbejde inden for musikken, der tirsdag sikrede hende en invitation til Windsor Castle, hvor hun blev hædret af kong Charles.

Her overrakte kongen Companion of Honour til den 87-årige sangerinde, der efterfølgende fortalte til Daily Mail, at hun var rystende nervøs for at møde kongen.

https://imgix.billedbladet.dk/2024-07-10/20240709-203005-2-4379x2919ma.jpg
Shirley Bassey med sin nye orden.
Foto: Andrew Matthews/AFP/Ritzau Scanpix

– Det er mere nervepirrende at modtage en pris af ham end at synge foran ham. Jeg mener, det er nyt og anderledes, mens det at synge er noget, jeg har gjort, siden jeg var barn, fortalte den walisiske sanger om sit royale møde.

Sangeren var så rystende nervøs, at hun indrømmede, at hun brød den royale protokol, da hun kom helt tæt på kongen:

– Jeg glemte at neje, og derfor greb jeg hans hænder, fordi jeg glemte at neje. Helt instinktivt, genkaldte hun og tilføjede:

– Jeg spurgte, hvordan han havde det, og han svarede, at han havde det fint, og at jeg så vidunderlig ud.

Kong Charles fik tidligere på året konstateret kræft og har været i behandling for den frygtelige sygdom, og det virker til, at det også var noget, som Shirley Bassey havde i tankerne:

– Han ønskede mig alt det bedste, og så greb jeg fat i ham – det ved jeg, jeg ikke skulle have gjort. Men jeg greb begge hans hænder og sagde: "Jeg ønsker dig det bedste".

Læs mere om: