Kensington Palace afviser: Dette rygte om prinsesse Kate passer IKKE
Prinsesse Kate har ikke vist sig offentligt siden juledag, og siden er det kommet frem, at hun både har undergået en operation i maven, ligesom hun modtager forebyggende kemobehandling.
Rygterne omkring prinsessen har svirret massivt, og de blev i nogen grad slået ned, da Kate selv fortalte om sin sygdom i en video på Instagram tilbage i marts.
Siden da er rygtemøllen igen begyndt at køre, og et meget vedholdende rygte på især Reddit og TikTok lyder på, at prinsessen modtager behandling i udlandet.
Mere specifikt forlyder det, at hun er i et kræftforløb på MD Anderson Cancer Center i Houston i Texas.
Angiveligt er prinsessen blevet set på The St. Regis-hotellet i byen, og det har fået royale fans på de sociale medier til at spekulere i, om hun modtog behandling hos kræftafdelingen, som er kendt for sin banebrydende behandling og forskning inden for kræft.
Houston Chronicle har taget kontakt til Kensington Palace for at få at vide, hvad der er op og ned i rygterne, og her fortæller en talsperson fra hoffet til mediet, at rygterne er falske.
Heller ikke MD Anderson Cancer Center ønsker at kommentere rygterne, da de er underlagt tavshedspligt.