Kong Charles og dronning Camilla måtte afbryde besøg: Var bekymret for sikkerheden
Der var lagt op til et hyggeligt visit, da kong Charles og dronning Camilla mandag besøgte øen Jersey.
De blev modtaget med kanonsalutter og en spændt folkemængde, der trodsede regnen for at se kongeparret, skriver BBC.
Men undervejs var der bekymringer for kongeparrets sikkerhed. Det skriver Reuters.
Under besøget skulle kong Charles og dronning Camilla besøge Jersey Expo, hvor lokale håndværkere skulle vise deres produkter frem.
Det var under det punkt på programmet, at der var en mindre pause.
Kongeparret blev kortvarigt eskorteret væk derfra, da der var bekymringer for kongeparrets sikkerhed.
Programmet fortsatte dog helt som planlagt kort tid efter.
Ifølge Reuters har Buckingham Palace ikke ønsket at kommentere på, hvad der skete, da kongeparret blev eskorteret væk.
Bekymringen for kongeparrets sikkerhed sker godt to dage efter attentatforsøget på den amerikanske præsidentkandidat Donald Trump, som kong Charles har sendt en privat besked til efter attentatforsøget.
Kong Charles og dronning Camilla fortsatte altså med at hilse på de mange fremmødte, mens de også nød te med særligt inviterede fra området.
Kongeparret blev på øen og overnattede, for de forsætter deres besøg tirsdag, hvor de skal til øen Guernsey.
Forhåbentlig kommer det besøg også til at gå roligt for sig.