Kong Charles sætter sin kræftbehandling på pause under udlandsophold
Snart drager kong Charles og dronning Camilla afsted på besøg til Australien og Samoa.
Det officielle besøg begynder fredag den 18. oktober og slutter lørdag den 26. oktober. På grund af den lange rejsetid vil kongeparret dog være væk hjemmefra i 11 dage.
I den periode vil kongen sætte sin kræftbehandling på pause.
Det skriver Daily Mail.
Beslutningen er ifølge det britiske medie blevet taget i samarbejde med kongens læger.
Kong Charles blev i begyndelsen af 2024 diagnosticeret med en unavngiven kræftsygdom, og han har siden da modtaget ugentlig behandling.
Det var oprindeligt meningen, at kong Charles og dronning Camilla også skulle besøge New Zealand og Fiji i forbindelse med rejsen, men det blev fravalgt af hensyn til kongens helbred.
Selv om 75-årige kong Charles ikke skal modtage behandling i den periode, han er i Australien og Samoa, vil han som altid have en læge med på rejsen.