Kongehuset bekræfter: Nu er prins Harry og hertuginde Meghan helt ude
Prins Harry og hertuginde Meghan har nu kappet de sidste bånd til deres hjem i England, nærmere bestemt residensen Frogmore Cottage, som de fik i bryllupsgave af dronning Elizabeth.
Kongehuset bekræfter over for Hello Magazine, at Harry og Meghan er flyttet helt ud af Frogmore nu.
"Vi kan bekræfte, at hertugen og hertuginden af Sussex har forladt Frogmore Cottage," udtaler en talsperson og tilføjer, at Harry og Meghan har tilbagebetalt det beløb, der blev brugt til renovering, inden de flyttede ind. De har derigennem efterladt kongehuset med en "betydelig forbedret ejendom", understreges det.
Harry og Meghan blev bedt om at flytte fra den britiske residens dette forår, og nogle mener, det kan have været en direkte konsekvens af udgivelsen af prins Harrys selvbiografi "Spare", der ikke lagde fingrene imellem, når det kom til kritik af kongefamiliens gøren og laden.
Frogmore Cottage blev i sin tid renoveret for 2,4 millioner britiske pund, svarende til knap 21 millioner danske kroner.
Harry og Meghan nåede at bo der i omtrent seks måneder, inden de meddelte deres tilbagetrækning fra karrieren som arbejdende medlemmer af det britiske kongehus og senere flyttede til Californien.
Hvem der nu skal bo i Frogmore Cottage vides ikke, men der har tidligere været forlydender om, at kong Charles' lillebror prins Andrew kunne tænkes at flytte ind.