Nu er de samlet: Familien fejrer dronning Elizabeth
Det er et øjeblik briter og royale fans i hele verden har set frem til længe - dronning Elizabeth på balkonen på Buckingham Palace, omgivet af den nærmeste kreds af såkaldte "working royals", der udgør den absolutte kerne af kongefamilien.
De er samlet i anledning af dronning Elizabeths 70-års regeringsjubilæum og skal fra balkonen se det imponerende flyshow henover slottet.
På forhånd havde kongehuset meldt ud, at prins Andrew samt Harry og Meghan dermed ikke ville være med på balkonen, da de har trukket sig helt tilbage fra frontlinjen i familien og hverken modtager apanage eller udfører officielle opgaver.
Derfor udgøres persongalleriet på balkonen på denne historiske dag af hertuginde Kate, hertuginde Camilla, prins Edward, grevinde Sophie, hertugparret af Kent og hertugparret af Gloucester, der blandt andet tæller hertuginde Birgitte med de danske rødder.
Kate og Williams børn prins George, prinsesse Charlotte og prins Louis er også med samt Edward og Sophies børn Lady Louise og James, Viscount Severn.
Prins Charles, prinsesse Anne og prins William har været en del af paraden, og er også nået til slotsbalkonen.
Prinsesse Annes mand Timothy Laurence er også med, mens børnebørnene prinsesse Eugenie og prinsesse Beatrice, der er prins Andrews døtre samt prinsesse Annes børn, Zara Tindall og Peter Phillips, ikke er til stede på balkonen.