Officielt billede fra kong Charles’ kroning: Hvem er personerne på billedet?
Det var en historisk dag, der fandt sted lørdag den 6. maj i London.
For første gang i 70 år skulle en monark krones, og kong Charles og dronning Camillas kroning i 2023 var lige så overdådig som dronning Elizabeths i 1953.
Kong Charles havde dog valgt at gøre denne kroning mere moderne – det kan du læse mere om i linket herunder.
Det britiske kongehus har efter kroningen den 6. maj udsendt en række officielle kroningsbilleder af kongeparret og deres familie.
Se det store fællesbillede herunder.
Se alle de officielle billeder i linket herunder.
Men hvem er alle personerne på billedet?
- Hertugen af Kent (prins Edward) er barnebarn af kong Georg 5. og fætter til dronning Elizabeth. Hans søster, prinsesse Alexandra, er dermed kusine til dronning Elizabeth. Deres far var prins George.
- Hertugen af Gloucester (prins Richard) er også barnebarn af kong Georg 5. og fætter til dronning Elizabeth. Hans far var prins Henry.
- Hertugen af Gloucesters hustru, hertuginde Birgitte, er født i Odense og hed dengang Birgitte van Deurs Henriksen.
- Sir Tim Laurence har siden 1992 været gift med kong Charles søster, prinsesse Anne.
- Prins William er ældste søn af kong Charles og har siden 2011 været gift med prinsesse Kate.
- Hertuginde Sophie af Edinburgh har siden 1999 været gift med prins Edward, hertug af Edinburgh, som er kong Charles’ yngste bror.
Hvor er prins Harry og prins Andrew?
Nogle vil måske undre sig over, hvorfor kong Charles’ yngste søn, prins Harry, og kong Charles’ bror prins Andrew ikke er at finde på det officielle fællesfoto fra kroningen.
Årsagen er, at hverken prins Harry eller prins Andrew er seniormedlemmer eller arbejdende medlemmer af det britiske kongehus.
Prins Andrew fik sidste år frataget sine militære titler, kongelige protektorater og retten til at bruge titlen ”hans kongelige højhed”, efter han blev anklaget for seksuelle overgreb mod en dengang 17-årig kvinde.
Prins Harry trak sig sammen med hustruen, hertuginde Meghan, som seniormedlem i 2020, hvor de samtidig flyttede til USA.