På visit i Colombia: Kærligheden lyser ud af Harry og Meghan
Prins Harry og hertuginde Meghan har været gift i seks år.
De gav hinanden deres ja i St George's Chapel i Windsor ved et romantisk majbryllup i 2018 og har siden fået to børn, sønnen Archie og datteren Lilibet.
Siden brylluppet har parret ikke ligefrem haft det let. De har skabt store overskrifter og kriser i kongefamilien med deres ageren og udtalelser. Parret valgte i 2020 at trække sig tilbage fra de kongelige pligter og flyttede fra England for at bosætte sig i Californien i USA.
Forud var blandt andet gået beskyldninger om racisme i den kongelige familie og manglende beskyttelse af hertuginden i forhold til pressen. Desuden har prins Harry i sin bog "Reserven" anklaget sin bror, prins William, for at have slået ham i gulvet og stedmor, dronning Camilla, for at lække en historie til pressen foruden en lang række andre hårde beskyldninger mod familien.
Prins Harry og hertuginde Meghan virker til at trives med deres liv i Californien og på besøget i Colombia, der er programsat til fire dage, lyste kærligheden fortsat ud af parret, der både sendte hinanden søde blikke og holdt i hånd på førstedagen.
Se de fine billeder fra dagen i galleriet øverst.