25. jul. 2024
Af Sofie Nymand

Prins Harry afslører: Det har skabt splid i familien

Prins William og prins Harry
Prins William og prins Harry
Foto: Martin Meissner/AP/Ritzau Scanpix
Prins Harry er på en mission. Det har dog ikke været uden personlige omkostninger, og nu afslører han, at det har skabt splid internt i den kongelige familie.

I årevis har prins Harry kritiseret den britiske presse og lagt sag an mod flere af de store medier. Men den intense krig mod særligt tabloidpressen har ikke været uden personlige omkostninger.

Det fortæller prinsen i et nyt interview med ITV.

Ifølge prins Harry har hans kamp mod pressen skabt splid i den kongelige familie. Og da ITV’s Rebecca Barry spørger, hvorvidt hans mission har ødelagt forholdet til familien, er han ikke i tvivl:

– Jeg tror bestemt, det er en central del af det, svarer prins Harry og tilføjer, at det har ”forårsaget... en del splid"

Alligevel står han fast:

– Jeg har gjort det meget klart, at det er noget, der skal gøres. Det ville være rart, hvis vi gjorde det som familie, fortsætter han.

Det er dog ikke alle familiemedlemmer, der nærer samme foragt for tabloidpresse, og tidligere har prinsen været ude og kritisere visse familiemedlemmer for at samarbejde med pressen.

I 2021 kunne en BBC-dokumentar afsløre, at der er en uudtalt kontrakt mellem kongehuset og tabloidpressen, hvor journalister får adgang til kongehuset mod, at kongehuset får omtale.

I øjeblikket har prins Harry to igangværende sager mod udgiverne af Daily Mail og The Sun, Associated Newspapers og News UK, hvor han anklager dem for ulovlig informationsindsamling, hvilket begge benægter.

Prins Harry og hans hustru, hertuginde Meghan, trådte tilbage som arbejdende kongelige i 2020. Nu bor de i Californien med deres to børn, Archie og Lilibet.

Læs mere om: