30. sep. 2024
Af Maria Hoang

Prins Harry rejser til Sydafrika og Lesotho: Tager hertuginde Meghan med?

Prins Harry.
Prins Harry.
Foto:Bing Guan/Reuters/Ritzau Scanpix
Prins Harrys kalender er i efteråret fyldt med rejseaktiviteter, men noget tyder på, at Meghan bliver hjemme i Californien.

Prins Harry har netop overstået en solotur til New York City, hvor han blandt andet talte om sin mors vigtige arbejde med at rydde landminer, ligesom han også deltog i en middag arrangeret af WHO, hvor blandt andet belgiske dronning Mathilde og prinsesse Mabel også deltog.

Og knap er New York City-turen overstået, før den 40-årige prins' næste rejse allerede er offentliggjort.

I weekenden bekræftede hans velgørenhedsorganisation Sentebale, at prins Harry i starten af oktober vil besøge Sydafrika og Lesotho.

Prins Harry stiftede Sentebale tilbage i 2006 sammen med Lesothos prins Seeiso, og sidstnævnte ser frem til at få besøg af den britiske prins:

– Det fylder mig, mit team og vores bredere samfund med glæde at byde prins Harry velkommen, eller Mohale, som vi kærligt kalder ham på sesotho (Lesothos officielle sprog, red.), hvilket betyder "kriger", fortæller prins Seeiso i en pressemeddelelse.

https://imgix.billedbladet.dk/2024-09-30/20210506-185457-7-4786x3281ma.jpg
Prins Harry og hertuginde Meghan havde en lille prins Archie med, da de tilbage i 2019 besøgte Sydafrika.
Foto: Henk Kruger/AFP/Ritzau Scanpix

Tager Meghan med?

Sidst, prins Harry var i Sydafrika, var tilbage i 2019, hvor han havde sin hustru hertuginde Meghan og deres lille søn prins Archie med.

I pressemeddelelsen fra Sentebale nævnes hertuginde Meghan dog ikke, og derfor tyder det på, at hun ikke kommer til at være med på rejsen.

Prins Harry og hertuginde Meghan besøgte tilbage i august Colombia, efter de fik en invitation fra landets vicepræsident Francia Márquez.

Læs mere om: