Prins William med hjerteskærende udtalelse: Det bragte minder frem at følge dronningens kiste
Prins William og hans bror var blot 15 og 12 år, da de gik bag deres elskede mors kiste gennem Londons gader.
Med hovederne sænket og med lange og tunge skridt fulgte de optoget, og de hjerteskærende billeder af Dianas sørgende sønner berørte hele verdenen.
Onsdag gik de to brødre igen side om side gennem Londons gader. Denne gang bag deres farmors, dronning Elizabeths, kiste, der blev ført fra Buckingham Palace til Westminster Hall.
Og det bragte triste minder frem hos prins William, 40.
Det skriver Sky News.
Torsdag talte prinsen med de mange fremmødte, der havde lagt blomster ved Sandringham House, og her fortalte han om den svære tid:
– Det var svært at gå turen i går, det bragte minder frem. Det er et af de øjeblikke, hvor du tænker: 'Jeg har forberedt mig på det her, men jeg er ikke forberedt’, fortalte prinsen de fremmødte.
Dronning Elizabeth sov stille ind den 8. september, 96 år gammel. På mandag finder begravelsen sted.