Prinsesse Anne stadig indlagt efter ulykke: Det siger hendes mand om tilstanden
Buckingham Palace kunne i mandags bekræfte den triste nyhed, at prinsesse Anne var blevet indlagt.
Kongehuset oplyste, at prinsessen havde pådraget sig en hjernerystelse efter et uheld ved hendes hjem ved Gatcombe Park.
73-årige prinsesse Anne er stadig indlagt på Southmead Hospital i Bristol, og onsdag fik hun besøg af sin mand, Timothy Laurence, som gav den fremmødte presse en opdatering på hustruens tilstand.
Ifølge Hello Magazine fortalte Timothy Laurence, at prinsesse Anne var i "langsom bedring". Til spørgsmålet om, hvorvidt Anne snart kan se frem til at komme hjem, havde hendes mand også et klart svar.
- Hun bliver udskrevet, når hun er klar, sagde han.
Prinsesse Anne har efter ulykken været nødt til at aflyse flere officielle opgaver i sin kongelige kalender.
Tidligere på ugen skulle kong Charles' lillesøster have deltaget i en gallamiddag på Buckingham Palace i forbindelse med statsbesøget fra Japan, men hun måtte forståeligt melde afbud.
Prinsesse Anne har desuden aflyst en tur til Canada, da hun ikke er i stand til at flyve.