24. okt. 2024
Af Julie Lund Rosenfeldt Isen

Prinsesse Beatrice er gravid: Når barnet bliver født, vil der ske ændringer i kongehuset

Prinsesse Beatrice med sin mand, Edoardo Mapelli Mozzi.
Prinsesse Beatrice med sin mand, Edoardo Mapelli Mozzi.
Foto: Debbie Hare/Reuters/Ritzau Scanpix
Den britiske prinsesse Beatrice venter sit andet barn sammen med manden Edoardo Mapelli Mozzi.

Tidligere på måneden annoncerede prinsesse Beatrice og hendes mand, Edoardo Mapelli Mozzi, at de venter deres andet barn sammen.

Prinsessen har termin i starten af 2025.

Parret har i forvejen datteren Sienna sammen, som blev født i 2021. Derudover har Edoardo Mapelli Mozzi også sønnen Wolfie, der blev født i 2016, fra et tidligere forhold.

Ud over at den lille ny selvfølgelig vil vende op og ned på familielivet hjemme hos prinsesse Beatrice og Edoardo Mapelli Mozzi, så vil han eller hun også ændre lidt på arverækkefølgen i det britiske kongehus.

Lige nu er prinsesse Beatrice nr. 9 i arverækkefølgen til den britiske trone, mens hendes datter, Sienna Mapelli Mozzi, er nr. 10.

På 11. pladsen finder man lige nu prinsesse Beatrices lillesøster, prinsesse Eugenie, men når den lille ny kommer til verden, vil prinsesse Eugenie rykke en plads ned for at gøre plads til prinsesse Beatrices andet barn.

Øverst i arverækkefølgen til den britiske trone finder man naturligvis prins William og hans tre børn efterfulgt af prins Harry og hans to børn.

Derefter kommer prins Andrew som nr. 8 – og derefter altså hans to døtre, prinsesse Beatrice og prinsesse Eugenie, og hans tre – og snart fire – børnebørn.

Prinsesse Eugenie har to sønner med sin mand, Jack Brooksbank.

Læs mere om: