Prinsesse Catherines fødselsdagsportræt: Så gammelt er billedet
Kongelige fans i ind- og udland kunne torsdag glædes over, at der blev offentliggjort et tilsyneladende nyt og aldrig før set billede af prinsesse Catherine.
Det smukke sort/hvid-billede af prinsessen blev delt i anledning af hendes 43-års fødselsdag og viser Kate i en skøn kombination af afslappet og glamourøs kongelig stil.
Prinsesse Catherine er klædt i højtaljede, stramme jeans og hvid skjorte, og det bølgende, voluminøse hår er en hollywoodstjerne værdig.
Billedet er taget af fotografen Matt Porteus, der tidligere har stået bag pletskud af prinsesse Catherine og familien.
Men hvornår er billedet egentlig taget, spekulerer du måske på?
Ifølge Hello Magazine er billedet af Kate taget i Windsor sidste sommer, uden at man dog kan definere en nærmere dato.
(artiklen fortsætter efter billedet)
Først på sommeren 2024 delte prinsesse Catherine en status på den kræftbehandling, hun startede på i begyndelsen af samme år, og som holdt hende sygemeldt det meste af tiden.
Her var der også et billede af Kate taget af Matt Porteus, hvor hun står ved et træ:
(artiklen fortsætter efter billedet)
Om det er i samme forbindelse, at det sort/hvide billede, der blev offentliggjort i forbindelse med 43-års dagen, er taget, vides ikke, men det kan da tænkes.
I sensommeren fortalte prinsesse Catherine, at hun var færdig med kemobehandlingen, og efterfølgende er hun langsomt vendt tilbage til de officielle pligter som kongelig, mens hun kommer sig helt ovenpå forløbet.