31. mar. 2025
Af Malan Joensen

Se billedet: Her gik det angiveligt for alvor galt mellem Harry og dr. Sophie Chandauka

Prins Harry og hertuginde Meghan til Royal Salute Polo Challenge 2024.
Forleden offentliggjorde prins Harry, at han trækker sig fra velgørenhedsorganisationen Sentebale efter uoverensstemmelser med bestyrelsesformanden. Nu er der nyt i sagen.

Det vakte stor overraskelse, da prins Harry forleden meldte ud, at han trækker sig fra arbejdet med velgørenhedsorganisationen Sentebale, der i mange år har været hans hjertebarn.

Årsagen var ifølge prinsen store uoverensstemmelser med bestyrelsesformanden Dr. Sophie Chandauka - og endda af en sådan uoprettelig karakter, at flere bestyrelsesmedlemmer senere har forladt Sentebale, efter at de forgæves har bedt bestyrelsesformanden om at træde tilbage.

Nu har bestyrelsesformanden Dr. Sophie Chandauka så givet sin version af sagen.

I et interview med Sky News, hvor der ikke bliver lagt fingre imellem, fortæller hun om, hvordan hun mener, prins Harry og hertuginde Meghan har skadet Sentebale.

Det skriver flere medier, deriblandt Daily Mail.

Hun beskylder endvidere prins Harry for at ville af med hende, fordi hun har gjort opmærksom på chikane og mobning internt i organisationen.

Det er især én begivenhed, der ifølge Chandauka skulle have ødelagt det ellers gode forhold.

For omtrent et års tid siden, i april 2024, blev der i Florida afholdt et poloarrangement til fordel for velgørenhed og Sentebale-organisationen.

Allerede i planlægningsfasen skulle prins Harry have gjort sig utilbens ved at annoncere, at han ville medbringe et tv-hold, der skulle filme indhold til en Netflix-dokumentar.

Det medførte ifølge Sophie Chandauka, at man måtte finde et nyt sted at afholde arrangementet, da prisen ellers ville blive for høj, nu hvor der pludselig var kommercielle interesser indblandet.

Da selve dagen så oprandt, dukkede hertuginde Meghan pludselig op, hvilket var positivt, men ærgerligt for planlægningen, da hun ellers oprindeligt havde meldt ud, hun ikke ville deltage.

Ydermere medbragte hun sin berømte veninde Serena Williams, hvilket man som arrangør - ifølge Chandauka - også meget gerne ville have kendt til i forvejen.

Da det så var tid til præmieoverrækkelse, skulle hertuginde Meghan pludselig være med, hvilket ifølge bestyrelsesformanden gav en akavet situation på podiet, fordi der pludselig var mange mennesker, og man skulle lægge sig fast på en rækkefølge af hensyn til pressen.

På et videoklip fra Daily Mail, kan man se hertuginde Meghan bede Sophie Chandauka om at flytte sig længere væk fra Harry, så hun må kante sig under pokalen.

Ydermere påstår bestyrelsesformanden, at Harrys opgør med det britiske kongehus og flytningen til USA har gjort Sentebales muligheder for at indsamle økonomiske bidrag til velgørenhed dårligere.

Prins Harry og hertuginde Meghan har indtil videre ikke taget til genmæle, men ifølge unavngivne kilder omkring parret er de nye beskyldninger "højst misvisende" og fuldstændigt uden hold i virkeligheden.

Blandt andet nævnes det, at ændringen af lokation forud for poloarrangementet intet havde at gøre med Netflix-optagelserne.

Angiveligt skulle Sophie Chandauka også være blevet informeret om prins Harrys beslutning om at trække sig noget tidligere i forløbet, end hun selv hævder.

Se billederne fra det omtalte poloarrangement i galleriet øverst i artiklen.

Mere om: