Sjældent set: Prinsesse Catherines romantiske gave fra universitetstiden er dukket op igen
Den romantiske historie om prins William og hans udkårne prinsesse Catherine går efterhånden mange år tilbage.
Parret mødte hinanden i efteråret 2001 på det skotske universitet St. Andrews, hvor de begge læste. Senere blev de i løbet af studietiden venner og kom til at bo under samme tag i et hus, de delte med andre medstuderende.
Det var her, de varme følelser for alvor blomstrede op, og det endte som bekendt i det helt store, kongelige bryllup en smuk forårsdag i 2011.
I løbet af årene har prinsesse Catherine fået flere fantastiske smykker af ægtemanden, hvoraf prinsesse Dianas ikoniske forlovelsesring nok er den mest kendte.
Prinsesse Kates smykkeskrin indeholder dog også en særlig ring, der sjældent vises frem, men som gemmer på et romantisk minde om hende og Williams første tid som kærester.
For nyligt dukkede ringen så pludseligt op igen.
På en video, prinsesse Catherine og prins William delte på sociale medier i anledning af OL i Paris, lagde mange nemlig mærke til, at Kate bar den sjældent sete ring.
Flere medier, deriblandt Hello Magazine, beretter, at der kan være tale om den såkaldte "promise ring":
"Tilbage i deres universitetstid gav William Kate en "promise ring", og selv om det er svært at være helt sikker, så tyder de seneste billeder af parret på, at hun måske er begyndt at bære denne ring igen," forklarer Maxwell Stone fra guldsmedefirmaet Steven Stone.
Den såkaldte "promise ring" symboliserer ifølge Brides.com samhørighed og forpligtelse i et forhold og kan anses for at være en slags forløber for en egentlig forlovelse.
Kates ring er ifølge Maxwell Stone af rødguld med granater og perler, der er henholdsvis Kate og Williams såkaldte fødselssten.
Ifølge People Magazine bar Kate ringen med den kærlige betydning på dagen, hvor hun dimitterede fra St. Andrews University i 2005.
Ringen med den søde historie er sjældent set på Kates hånd efter brylluppet med William, men hun bar den to gange tilbage i 2013 på officielle opgaver og så altså med stor sandsynlighed igen denne sommer.