Adskilt fra familien kort før 50-års fødselsdag: Sådan fejrer Chris O'Neill dagen
Torsdag hejses flaget for Chris O'Neill.
Prinsesse Madeleines mand fylder 50 flotte år, og dagen kommer i kølvandet på en stor flytning fra USA.
Sidste år kunne kongehuset oplyse, at prinsessen ville flytte tilbage til Sverige efter flere år i udlandet. Siden blev flytteplanerne udskudt, men midt i juni lød meldingen endelig: Nu er Madeleine landet i Stockholm med børnene.
Chris O'Neill derimod måtte blive tilbage i USA for en stund, hvor han skulle have styr på de sidste logistiske foranstaltninger.
Det bekræftede kongehuset, som også kunne løfte sløret for, hvordan han fejrer den runde fødselsdag torsdag.
– Vi oplyser ikke den præcise rejseplan, men jeg kan sige, at han kommer i næste uge og fejrer sin fødselsdag her i Sverige. Han fejrer med sin familie privat, udtalte kongehusets kommunikationschef Margareta Thorgren i sidste uge ifølge Svensk Dam.
Og mon ikke Madeleine og børnene, prinsesse Leonore, prins Nicolas og prinsesse Adrienne, gør dagen uforglemmelig.