
Det har dronning Silvia og prinsesse Ines tilfælles

Den står på lyserød babylykke i den svenske kongefamilie.
Prins Carl Philip og prinsesse Sofia er nemlig blevet beriget med en lille datter, prinsesse Ines Marie Lilian Silvia, og deres børneflok tæller nu tre drenge og en pige.

Og netop den familiekonstellation kender 81-årige dronning Silvia alt til.
Adelswelt bemærker nemlig, at den svenske dronning selv er ud af en søskendeflok, hvor hun er den eneste pige – og ligesom prinsesse Ines er hun tilmed den yngste.
Så præcis som dronning Silvia kommer prinsesse Ines altså til at vokse op med tre ældre brødre.
Arbejdede med bror
Dronning Silvia er født i Heidelberg i 1942. Hun har den 13 år ældre bror Ralf, broren Walther er otte år ældre, mens Jörg er et enkelt år ældre. De to sidstnævnte døde i henholdsvis 2020 og 2006.
Især Jörg var hun tæt med. Han var bestyrelsesmedlem i World Childhood Foundation, som er hendes hjertebarn, og han rejste ofte med sin lillesøster i forbindelse med fondens arbejde.
