Kongehuset meddeler: Kronprinsesse Victoria og prins Daniel rejser
Kronprinsesse Victoria og prins Daniel er netop hjemvendt fra Tyskland, men der går ikke længe, før de igen må på farten.
Denne gang er destinationen London.
Kongehuset oplyser, at kronprinsesseparret rejser på officielt besøg onsdag til fredag i næste uge.
I den forbindelse har parret i dag været til møde med Business Sweden for at sikre, at alt er på plads inden det tre dage lange besøg.
Hoffet har endnu ikke offentliggjort programmet. Men mon ikke, at kronprinsesse Victoria og prins Daniel aflægger en visit på Buckingham Palace, hvor der vil være et kongeligt gensyn.
Ligesom de besøgte afdøde dronning Elizabeth under deres første officielle besøg i 2013.
Om kronprinsesse Victoria og prins Daniel kombinerer arbejde med fornøjelse og holder et par private fridage i forlængelse af det planlagte besøg, er der heller ingen forlydender om.
Umiddelbart er der dog luft i kalenderen til det.
Ifølge den kongelige kalender har kronprinsessen og prins Daniel først et programpunkt i Stockholm mandag den 4. december, hvor de i selskab med kongeparret, prins Carl Philip og prinsesse Sofia skal præsenteres for Nobelpristagerne.