Kongehuset meddeler: Sådan er programmet for kong Carl Gustafs fødselsdag
Det svenske kongehus har fredag udsendt en pressemeddelelse med nyt om kong Carl Gustafs tilstundende fødselsdag søndag den 30. april.
Her bliver kong Carl Gustaf nemlig 77 år, og i den anledning er der allerede planlagt en række festlige indslag ved det kongelige slot i Stockholm.
Ifølge det svenske kongehus' pressemeddelelse vil der ske følgende i den ydre borggård:
Kl. 12.15: March og musikprogram fra "Marinens musikkår".
Kl. 12.40: "Arméns musikkår" marcherer ind.
Kl. 12.45: Hans Majestæt Kong Carl Gustaf går ud fra den vestlige slotshvælving og tager imod den såkaldte "Högvakt". "Arméns musikkår" spiller parademarch. Kongen går derefter til vagtfløjen og overkommandantens modtagelse.
"Arméns musikkår" gennemfører et musikprogram.
Kl. 13.00: Salutering fra Skeppsholmen med 21 skud.
Kl. 13.18: Kong Carl Gustaf kommer ud i den ydre borggård.
Kl. 13.20: Den øverste vagthavende rider ind med Livgardens dragonmusikkorps i spidsen. Børn får mulighed for at overrække blomster til kongen.
Offentligheden får mulighed for at hylde kong Carl Gustaf, der sammen med andre tilstedeværende medlemmer af kongefamilien viser sig på balkonen over den vestlige slotshvælving.
Det er i øvrigt et festfyldt år for kong Carl Gustaf, der ved flere lejligheder bliver fejret i anledning af sit 50-års regentjubilæum.