Kronprinsesse Victoria 40 år: Sådan bliver hun fejret
Kronprinsesse Victoria fører gang på gang i meningsmålingerne over de mest populære kongelige.
Og der er da ingen tvivl om, at det svenske folk vil fejre deres kronprinsesse med stor jubel og masser af kærlighed, når hun den 14. juli fylder 40 år.
Rig mulighed for at hylde Victoria
Der bliver rig mulighed for at hylde kronprinsesse Victoria ifølge det officielle flere dage lange fødseldagsprogram, som det svenske hof har lagt ud.
Fejringen af kronprinsesse Victorias runde dag bliver et festfyrværkeri af oplevelser, der foregår både i Stockholm og på Öland, kongefamiliens favoritferiested.
Festen begynder på dagen
På selve fødselsdagen indledes festlighederne allerede kl. 10.00 om formiddagen med en taksigelsesgudstjeneste, Te Deum, i slotskirken på det kongelige slot i Stockholm.
Her vil kronprinsesse Victoria være omgivet af sine allernærmeste, repræsentanter fra Riksdagen, regeringen og det officielle Sverige samt hoffets personale.
Derefter vil kronprinsesse Victoria modtage gaver fra de gæster, som har deltaget i gudstjenesten.
SE BILLEDERNE: 30 dejlige billeder af kongelig kærlighed
Salutering over hele landet
Kl. 12.00 bliver det ekstra festligt over hele landet, når fødselsdagen bliver markeret med en salutering fra Skeppsholmens salutstation samt salutstationerne i Boden, Härnösand, Karlskrona og Göteborg.
Kl. 13.00 kører kronprinsesse Victoria og prins Daniel sammen med deres to børn, prinsesse Estelle, 5, og prins Oscar, 1, i kortege fra det kongelige slot til Hovstallet.
Festkoncert på Öland
Senere på dagen kl. 19.00 fortsætter fejringen i Borgholm på Öland, hvor kongefamilien med kronprinsesse Victoria i centrum overværer den traditionelle fødselsdagskoncert på Borgholm Idrætsplads.
Modsat tidligere år har kronprinsesse Victoria før koncerten ikke taget imod lykønskninger og gaver på Sollidens slott.
Møder folket
Det sker i år først dagen efter det store show, når kongeparret sammen med kronprinsesseparret møder folket foran Sollidens slott.
Således bliver der masser af kongelige oplevelser at se frem til i juli.