Kronprinsesse Victoria efter angreb i Stockholm: En enorm sorg
Den svenske kronprinsesse Victoria, der i disse dage er rigsforstander, fordi kong Carl Gustaf og dronning Silvia er i Brasilien, besøgte lørdag formiddag gerningsstedet for gårsdagens formodede terrorangreb i Stockholm sammen med prins Daniel.
Kronprinsesse Victoria, i tårer og klædt i sort, lagde en buket røde roser på kondolencestedet.
- Det er en enorm sorg. Det svenske samfund bygger på en enorm tillid og fællesskab, sagde kronprinsesse Victoria, der var dybt berørt af situationen, blandt andet til avisen Aftonbladet.
LÆS MERE: Prinsesse Madeleine: Mine tanker går til ofrene og deres familier
Kong Carl Gustaf og dronning Silvia har ifølge det svenske kongehus besluttet at afbryde besøget i Brasilien og rejser nu hjem til Sverige.
I alt fire mennesker døde ved fredagens angreb og der meldes ifølge den svenske avis Expressen om 15 sårede på nuværende tidspunkt, herunder to børn.