
Masser af tårer til kongelig galla: Prins Daniel dybt rørt

Det kan godt være, at vi herhjemme har håndboldhelten Lasse Svan, men svenskerne har faktisk en Svan, der er en mindst ligeså stor legende som vores tidligere landsholdsstjerne.
Sveriges langrendsfænomen Gunde Svan, 63, vandt både VM- og OL-guld i løbet af sin glorværdige karriere i skisporten, og da prisfesten ”Idrottsgalan” løb af stablen i Strawberry Arena i Stockholm blev Svan hyldet med en helt speciel pris.
Det ramte ifølge mediet Svensk Damtidning legenden lige i hjertet, og publikum anført af prins Daniel og prins Carl Philip rejste sig naturligvis i respekt og klappede taktfast af Gunde Svan.

I tårer foran prinserne
Og så kom tårerne ellers – Gunde Svan brød nærmest sammen, og samtidig var det til at se, at mange blandt publikum også var berørt af den særlige scene.
For især prins Daniel, 51, men nok også prins Carl Phiilip, 45, er Gunde Svan en af de helte, de fulgte på tv, da de selv var ganske unge.
Og mon ikke begge prinser bed negle foran krystalapparatet, da Svan i hård konkurrence med hårdt pumpede sovjetiske konkurrenter og et par flyvende finner kæmpede sig til to olympiske guldmedaljer ved OL i Sarajevo i Jugoslavien i 1984 samt endnu to medaljer af guld ved vinterlegene i Calgary i Canada i 1988.

Super-Svan vandt også hele syv VM-guldmedaljer, så naturligvis rejste prinserne sig - sikkert med en klump i halsen - op for deres store langrendshelt, da han fik en pris for sin vilde karriere i forbindelse med gallafesten "Idrottsgalan".
