Møde på slottet: Victoria og Carl Gustaf orienteres om truslen fra Rusland
I Sverige og resten af Europa følger man nøje med i den frygtelige krig, som Rusland i sidste uge indledte i Ukraine.
For vore naboer i nord er truslen fra Rusland noget, man har kunnet mærke tydeligt de senere år, hvor russisk flåde og luftvåben jævnligt har krænket svensk territorium.
Carl Gustaf og Victoria til møde på slottet
Forleden var udenrigsudvalget samlet på det kongelige slot i Stockholm, og her deltog kong Carl Gustaf og kronprinsesse Victoria.
De kongelige deltagere i mødet blev orienteret om sikkerhedspolitiske forhold i Sverige og i resten af Europa.
Udenrigsudvalget er et samrådsorgan mellem Riksdagen og regeringen, og kongen sidder ved bordenden til møderne, ligesom kronprinsessen også nu er med til de vigtige samtaler.
Trussel mod hele Europa
På dagsordenen var forleden naturligvis den kritiske situation i Ukraine og forholdet til stormagten Rusland, der har truet Sverige med konsekvenser, hvis svenskerne overvejer at blive medlem af forsvarsalliancen NATO.
Med kongen og kronprinsessens deltagelse i mødet markerer Sverige, at nationen står sammen skulder ved skulder internt, og at man desuden står sammen med den vestlige verdens modstand mod Ruslands invasion af Ukraine.