Overraskende melding fra hoffet: Kong Carl Gustaf til jubilæumsfejring med Silvia få dage før vigtig operation
Sveriges kong Carl Gustaf, 76 år, skal på mandag den 20. februar opereres i hjerteområdet.
Det oplyser det svenske hof, der også melder, at det er kongens livlæge, der har anbefalet Carl Gustaf det kirurgiske indgreb, der foregår med en speciel og for hjertet skånsom teknik.
Efter indgrebet anbefales en periode med hvile for kongen.
Derfor er kongens planlagte arrangementer fra operationen på mandag og frem til 3. marts rykket til senere på året.
Kongen skal til jubilæumsfest før operation
Kongen har det dog efter omstændighederne godt, og hans officielle program frem til operationen gennemføres efter planen, hvilket måske er en smule overraskende for mange.
Mediet Svensk Damtidning har spurgt kongehusets kommunikationschef, om Carl Gustaf virkelig nu på torsdag bare få dage før operationen gennemfører et officielt og meget festligt besøg til Jönköping i anledning af kongens 50-års regeringsjubilæum.
– Ja, kongen tager til Jönköping, siger kommunikationschef Margareta Thorgren.