På rejse til Australien med prins Daniel: Kronprinsesse Victoria fortalte om planerne på Valentinsdag
Sveriges kronprinsesse Victoria og prins Daniel er fra 13.-18. februar på officielt besøg i Australien og New Zealand.
Formålet med besøget er at fremme og styrke forbindelsen til Australien og New Zealand.
På Valentinsdag den 14. februar var kronprinsesse Victoria og prins Daniel i Canberra og Sydney, og her blev parret spurgt til, om de havde fejret dagen, der for nogle er en sand kærlighedsdag.
Det skriver Svensk Damtidning, som fik klart svar fra kronprinsesse Victoria om, hvorvidt dagen blev fejret.
- Nej, det blev den egentlig ikke, men det var jo en dag med et fint program. Men meget ”Valentines” var det ikke, sagde kronprinsessen til Svensk Damtidning.
Ifølge mediet udvekslede parret dog søde ord med hinanden i anledning af dagen.
- Vi noterede jo, at det var det (Valentinsdag, red.), men vi er så langt hjemmefra, lød det fra kronprinsesse Victoria, som må tage på date med prins Daniel, når de er hjemme i Sverige igen.
Der var heller ikke meget tid til afslapning og alenetid for kronprinsesse Victoria og prins Daniel på Valentinsdag.
Parret begyndte dagen med besøg i det nationale arboret i Canberra, hvor de plantede et træ til minde om deres besøg i Australien.
Derefter var kronprinsesse Victoria og prins Daniel til klimamøde på Australian National University (ANU), hvor de bl.a. var på seminar om energisikkerhed.
Om eftermiddagen var kronprinsesseparret sammen med Sveriges minister for internationalt udviklingssamarbejde til møde med australske ministre.
Dagen blev afsluttet ved en reception i Sydney, som delstatsguvernøren Margret Beazley holdt i sin bopæl til ære for kronprinsesse Victoria og prins Daniel.