Prins Carl Philip om sin ordblindhed: Jeg har selv oplevet fordommene
For prins Carl Philip har skoletiden ikke altid været en dans på roser.
Den nu 45-årige prins er nemlig ordblind, og derfor har det i en del år været blandt hans mærkesager at kæmpe for bedre vilkår for ordblinde samt få stoppet stigmatiseringen.
I forbindelse med lanceringen af et nyt spil, "Dexi Ville", der skal gøre det nemmere at lære at læse, udtalte prins Carl Philip sig for nyligt om ordblindhed.
Det skriver det svenske kongehus.
"Vores vision i stiftelsen er, at alle børn skal have ret til at være sig selv. Jeg ved, at der stadig findes både fordomme og misforståelser omkring, hvad dyslexi (ordblindhed, red.) er og gør ved individet - jeg har selv oplevet det. Jeg ville ønske, at denne type spil havde fandtes, da jeg selv var ung. Jeg havde behov for det for at få vækket min interesse for bogstaver og ord," sagde prins Carl Philip med henvisning til Prinsparets stiftelse, som han grundlagde sammen med hustruen prinsesse Sofia i kølvandet på brylluppet i 2015.
Her fokuserer man især på områderne mobning på nettet og ordblindhed, og hvordan man kan hjælpe børn og unge, der er ramt af det.
Det nye læringsspil "Dexi Ville" er ifølge kongehuset udviklet i samarbejde med Prinsparets stiftelse.