Prins Carl Philips svære kærlighed til Sofia
Den svenske prins Carl Philip og hans nye romance Sofia Hellqvist mødes stadig under stor diskretion - senest privat hos nogle fælles venner.
Carl Philips nye bekendtskab er en populær, udadvendt og social pige, der har formået at charmere en stor del af prinsens vennekreds.
Men ikke alle vennerne er lige begejstrede for den måde, prinsen har håndteret forholdet til ekskæresten, Emma Pernald, og nogle af dem tager nu hendes parti.
Ifølge den svenske avis Expressen er de vrede over, at Carl Philip tog kontakt til Sofia så hurtigt efter bruddet med Emma.
Parret har gjort meget ud af at holde forholdet så hemmeligt som muligt, og de mødes jævnligt hos venner og i byen på hemmelige stævnemøder.
Avisen forklarer, hvorledes de har mødtes i biografer, hvor de er gået ind hver for sig og om sene rendezvous på natklubber i det Stockholmske natteliv ejet af prinsens nære venner.
Prins Carl Philip insisterer tilsyneladende på forholdet, til trods for at både hans mor, dronning Silvia, og storesøster kronprinsesse Victoria er utilfredse med hans valg af kæreste.
Med de seneste meldinger fra Expressen tyder det på, at også dele af hans vennekreds er begyndt at tvivle på prinsens dømmekraft, når det kommer til kærligheden.