
Prins Daniel afslører i tale: Ynder at låne dette fra kronprinsesse Victorias klædeskab

En erhvervskonference lyder umiddelbart ikke som et sted, hvor man kommer med de helt store afsløringer om privatlivet.
Men det var ikke desto mindre det, prins Daniel ifølge Svensk Damtidning gjorde, da han for nylig holdt tale til Join Sweden Summit-konferencen.

Konferencen, hvor statsministeren og andre ministre deltog, handlede om, hvordan Sverige kan blive endnu mere attraktiv for udenlandske investeringer, og i talen fortalte den 51-årige prins, hvordan han og hans familie er omgivet af svenske produkter, som efterhånden er verdenskendte.
– Jeg lukker døren på min Volvo og hører det solide bump og spænder min svenske trepunktssele, lød det i prinsens tale.
Han fortalte, hvordan han bruger Bluetooth til at høre ABBA i bilen på Spotify – alle tre ting, der stammer fra Sverige.
Hjemmet og garderoben er også fyldt med svenske ting, afslører prins Daniel:
– Jeg læner mig tilbage i min behagelige IKEA-lænestol, klædt i mine jeans fra Acne og skjorte fra H&M og min hustrus tørklæde fra Toteme. Og så indser jeg: Sverige er ikke bare et land. Det er en motor for innovation og kreativitet.
Du kan læse hele prins Daniels tale på det svenske kongehus' hjemmeside.

