Prinsesse Estelle med mor og far i Californien
Lille prinsesse Estelle er med i USA, når kronprinsesse Victoria og prins Daniel i dag tager hul på tre dages officielt program i Californien, nærmere San Fransisco og Silicon Valley. Det bekræfter Margareta Thorgren, informationschef ved hoffet til den svenske avis Expressen.
- Det er altid herligt, når familien kan være sammen, eftersom både kronprinsesse Victoria og prins Daniel arbejder meget, siger Thorgren til avisen.
Programmet begynder i dag
Informationschefen oplyser, at den lille familie efter planen har tilbragt weekenden sammen privat i Californien, inden det officielle program begynder for Victoria og Daniel i dag.
Ifølge Svensk Damtidning skal kronprinsesseparret bl.a. besøge virksomheden Stripe, der arbejder med internet-betalingsløsninger. De skal på studiebesøg hos amerikanske Tesla, der producerer elbiler, og også giganterne Google og Facebook får kongeligt besøg.