Prinsesse Leonore ønsker glædelig midsommer
For kun fem dage siden fødte prinsesse Madeleine lille prins Nicolas, men den lille purks storesøster bliver tydeligvis ikke glemt i al baby-virakken. På sin officielle Facebook-side deler Madeleine nemlig det sødeste foto af prinsesse Leonore, som ønsker alle en glædelig midsommer.
Og mens vi venter på sommertemperaturerne, er den etårige prinsesse en herlig solstråle: Svenskerne fejrer midsommer med blomsterkranse i håret, så den lille charmetrold af en prinsesse er naturligvis iklædt sommertøj og pyntet med den fineste blomsterkrans i håret.
Netop midsommer er for svenskerne en af de mest betydningsfulde højtider, og fejringen af årets længste og lyse dag er ventet med længsel. Hvor vi i Danmark markerer midsommeren med brændende bål, er dans, musik og god mad i centrum for festlighederne i det svenske.