Prinsesse Madeleine er blevet mere synlig
Prinsesse Madeleine har ofte fået prygl for ikke at deltage aktivt nok i kongehusets officielle pligter. En kritik, hun har taget til sig og gør meget for at modbevise.
Som bosiddende i New York kan det være svært for den enkelte borger at følge prinsessens arbejde. Prinsesse Madeleines fravær fra Sverige gør hende helt naturligt mindre synlig i sammenhæng med kongefamilien, og pressen følger hende knap så tæt.
Derfor har prinsesse Madeleine lagt en strategi for, hvordan hun kan blive mere synlig og mere populær blandt svenskerne end tidligere.
Og når prinsessen går op ad kirkegulvet den 8. juni for at sige ja til Chris O'Neill, så håber Madeleine naturligvis på, at folket støtter op og vil være med til at fejre hendes bryllup.
I december måned sidste år fik prinsessen sin egen facebookside, hvor hun ivrigt opdaterer om sine kongelige pligter og andre interesser.
Nysgerrige kan følge med i prinsessens liv, og Madeleine er blevet flink til at lægge stemningsbilleder op på siden - gerne med en lille tekst eller hilsen.
Med mindre end fem måneder til det kongelige bryllup i Stockholm bliver det spændende at følge prinsessens opdateringer på Facebook, for mon ikke Madeleine kommer med et par detaljer om det kommende bryllup.
Det svenske hof har ved en tidligere lejlighed lovet, at de løbende vil opdatere med spændende nyt fra bryllupsplanlægning på hoffets hjemmeside. Så vi kan fremover forvente, at prinsesse Madeleine bliver meget mere synlig.