Prinsesse Madeleine er rejst til USA: Årsagen står hendes hjerte nær
Efter flere år i USA vendte prinsesse Madeleine og familien tilbage til Sverige sidste sommer.
Nu er prinsesse Madeleine igen i USA – dog kun for en kort stund.
Det afslører den svenske kongelige kalender, hvor det fremgår, at Madeleine befinder sig i New York.
Årsagen er noget, der står prinsessens hjerte nær.
Det er nemlig i forbindelse med hendes arbejde i World Childhood Foundation, hun er rejst over Atlanten.
Mandag skal prinsesse Madeleine deltage i et bestyrelsesmøde i World Childhood Foundation USA, mens hun tirsdag har flere møder i organisationen på programmet.
Onsdag skal hun mødes med organisationen The New York Foundling, som giver støtte til udsatte børn og unge.
World Childhood Foundation blev stiftet af dronning Silvia i 1999 for at hjælpe børn, der er udsat eller risikerer at blive udsat for overgreb.
Madeleine er æresnæstformand i fonden, som hun primært har beskæftiget sig med, mens hun har boet i udlandet.