Prinsesse Madeleine får stor drøm opfyldt
Som mor til tre børn har prinsesse Madeleine uden tvivl læst mange bøger op for sine børn gennem tiden.
Snart kan prinsesse Madeleine glæde sig til at læse sin helt egen historie op for prinsesse Leonore, 4, prins Nicolas, 3, og prinsesse Adrienne på knap et år.
Kongelig debutant
I begyndelsen af juni debuterer prinsesse Madeleine nemlig med børnebogen "Stella og hemmeligheden". For prinsesse Madeleine er det en drøm, der går i opfyldelse.
- Igennem flere år har vi længtes efter, at vores bog, "Stella og hemmeligheden", skulle blive til virkelighed. Vi håber, at bogen kan bidrage til samtaler imellem børn og voksne, når det gælder svære spørgsmål som at sætte grænser, børns rettigheder, og hvordan man kan håndtere disse situationer, siger prinsesse Madeleine i kongehusets pressemeddelse.
Prinsesse Madeleine: Børns rettigheder
Bogen bliver udgivet i samarbejde med World Childhood Foundation, som prinsesse Madeleine har arbejdet for siden 2006.
Derfor handler bogen også om et emne, som optager prinsesse Madeleine meget i hendes arbejde for organisationen, nemlig børns rettigheder.
Ifølge pressemeddelelsen vil bogen give alle børn styrken til at stå ved sig selv og lære om at sige fra, når noget ikke føles rigtigt.
Bogen handler om integritet, selvværd og tillid og henvender sig til skolebørn og deres forældre.
Tæt samarbejde
Prinsesse Madeleine, der på bogens forside står angivet under forfatternavnet Madeleine Bernadotte, har skrevet historien i samarbejde med Karini Gustafson-Teixeira og Marie Oskarsson.
World Childhood Foundation blev stiftet af dronning Silvia i 1999 og hjælper udsatte børn over hele verden.