Prinsesse Madeleine fejrer datteren: Deler nyt billede af fødselaren
Sveriges kongefamilie har søndag fejret en helt særlig dag.
Prinsesse Leonore, der er den ældste datter af prinsesse Madeleine og forretningsmanden Christopher O'Neill, fylder otte år. Og det markerer den stolte mor ved at dele et nyt billede af den royale fødselar.
Det gør hun på Instagram.
Mors lykønskende ord
I opslaget har prinsesse Madeleine delt et portrætfoto, hvortil hun har skrevet et par lykønskende ord:
- Tillykke til vores stærke og smukke Leonore!, skriver prinsesse Madeleine til billedet.
Fejres privat
Prinsesse Leonores fødselsdag fejres helt privat, og det markeres heller ikke på det svenske kongehus’ kanaler, at kongeparrets barnebarn fylder år.
I 2019 meddelte hoffet, at kong Carl Gustaf havde besluttet, at prinsesse Madeleine og prins Carl Philips børn ikke længere skal være en del af kongehuset.
Det betyder, at prinsesse Madeleine og prins Carl Philips børn ikke længere tiltales med tiltaleformen ”kongelig højhed”, og det forventes ikke, at børnene i fremtiden påtager sig opgaver som repræsentanter for kongehuset.
Børnene er naturligvis stadig en del af den kongelige familie, og de beholder alle titlerne som prinser og prinsesser.
Bosat i Miami
Prinsesse Madeleine og Christopher O'Neill samt parrets tre børn prinsesse Leonore, prins Nicolas, 6, og prinsesse Adrienne, 3, har boet i Miami siden 2018.
Når familien har mulighed for det, besøger de kongeparret og resten af den royale familie i Sverige. Senest var Madeleine og familien i Sverige i december, hvor de fejrede jul og nytår.