Prinsesse Madeleine skal ikke deltage i årets Nobelfest: Her er årsagen
Når der den 10. december afholdes Nobelfest i Stockholm bliver det uden prinsesse Madeleines deltagelse.
Ifølge den kongelige kalender deltager hun heller ikke i middagen dagen efter sammen med de øvrige medlemmer af kongehuset, og det er der en ganske naturlig forklaring på.
Siden 2018 har prinsesse Madeleine boet i Florida, USA sammen med sin mand Chris O’Neill og børnene Leonore, Nicolas og Adrienne, og det gør det vanskeligt at rejse frem og tilbage, når der afholdes begivenheder.
- Prinsessen og hendes familie bor i USA, og afstanden er for lang til at rejse til Nobelfesten, fortæller Margareta Thorgren, der er informationschef for Kungliga Hovstaterna, til mediet Svensk Damtidning.
Sidst prinsesse Madeleine deltog i Nobelfesten var i 2019.
Resten af familien deltager
Selv om festlighederne bliver uden prinsesse Madeleines deltagelse, er det svenske kongehus repræsenteret, oplyses det.
Kong Carl Gustaf, dronning Silvia, kronprinsesse Victoria, prins Daniel, prins Carl Philip og prinsesse Sofia deltager alle i uddelingen.
Nobelbanketten 2022 bliver afholdt den 10. december i Stockholm.
Det er første gang siden 2019, at den store begivenhed gennemføres med glamourøse festligheder.
I både 2020 og 2021 blev den afholdt på Stockholms Rådhus i indskrænket version grundet pandemien.
Kongens middag for nobelprismodtagerne bliver afholdt den 11. december, og her repræsenteres kongehuset af samme deltagere som til banketten aftenen før.