Prinsesse Madeleines mand i modgang: Kæmper med stor udfordring
Da Chris O´Neill i 2013 ved sit bryllup med prinsesse Madeleine sagde nej tak til en kongelig status, betød det, at han efterfølgende kunne fortsætte som forretningsmand.
Det har han sidenhen haft travlt med hjemme fra sin base i Florida, hvor han bor sammen med Madeleine og børnene, Leonore, 6, Nicolas, 5, og Adrienne, 2.
Hemmeligt projekt
Blandt hans mere ukendte projekter er, ifølge Svensk Damtidning, hans engagement i selskabet Gloucester Rain LLP, som han blev partner i tilbage i 2012.
Selskabet har aktiver for knap 72 millioner danske kroner (8,68 millioner pund), men havde tidligere en betydelig større formue med aktiver for hele 122 millioner kroner.
Og nu er selskabet tæt på at blive erklæret insolvent med fare for at gå konkurs.
Mange trådt ud
Siden Chris O´Neill blev partner i selskabet, er 13 partnere trådt ud, hvilket ikke behøver at være unormalt.
Til gengæld ser det ud til at lysne lidt, idet selskabet ifølge det britiske kreditinstitut Endole sidste år steg i kreditværdighed.
Uklarhed om engagement
Ifølge Svensk Damtidning er det uklart, hvor meget tid Chris bruger på det udfordrede selskab.
Størstedelen af sin tid bruger han på virksomheden Wilton Payments, hvor han tilbyder elektroniske betalingsløsninger i Europa.