Prinsesse Sofia i romantisk look til privat fødselsdagsfest
I weekenden blev dronning Silvias 80-års fødselsdag endelig fejret – omtrent seks måneder efter den fandt sted.
Det skete ved flere private fejringer i Sverige, hvor der var flere udenlandske kongelige på besøg.
Norges kong Harald og dronning Sonja stod for en af fejringerne, som blev afholdt på kongeskibet Norge.
Blandt gæsterne var prins Carl Philip og hans hustru prinsesse Sofia, som blev spottet hånd i hånd til fejringen.
Prinsesse Sofia var iklædt et romantisk sommerlook bestående af en hvid, ærmeløs top med røde roser samt en matchende lang nederdel.
Ifølge den kongelige modeblog Royal Fashion Police er sættet fra det finske brand Andiata, som er kendt for deres bæredygtige designs.
Prinsesse Sofia havde stylet outfittet med en sort lædertaske fra Karen Millen og et par cremefarvede pumps fra Chanel.
Som prikken over i’et bar Sofia desuden et par fine perleøreringe fra Cravingfor.