Royalt babyboom: Prinsesse Sofia er ikke den eneste gravide
Der er i dag kommet en god nyhed fra det svenske kongehus. Prinsesse Sofia venter sit og prins Carl Philips tredje barn.
Sofia er ikke den eneste
Sveriges Sofia er ikke den eneste kongelige, som er gravid.
I England jubler den kongelige familie således over to graviditeter.
Forleden bød prinsesse Annes datter Zara Tindall på en god baby-nyhed.
Eller rettere – Zaras mand Mike bød på nyheden i en podcast, hvor han fortalte, at han og Zara er begejstrede for familieforøgelsen næste år, og at han efter at have fået to døtre med Zara godt kunne tænke sig en søn.
Zara Tindall er dronning Elizabeths barnebarn, og efterfølgende har den 94-årige dronning givet udtryk for, at hun glæder sig over, at der kommer en lille ny.
Prinsesse Eugenie venter sig
Også engelske prinsesse Eugenie er gravid.
Hun og hendes mand Jack Brooksbank venter deres første barn, som kommer til verden tidligt i 2021.
Sofia og Carl Philip er lykkelige
Sveriges prinsesse Sofia og prins Carl Philip, som i dag fortalte hele verden, at de skal have deres barn nummer tre, har i forvejen fornøjelsen af at være forældre til drengene Gabriel og Alexander, så måske har Carl Philip det lidt som Zara Tindalls mand Mike.
Royalt baby-år 2021
Mike Tindall er far til to døtre og ønsker sig altså en søn, og Carl Philip er far til to sønner, så måske ønsker han sig en datter.
Uanset hvad så bliver det et herligt royalt baby-år 2021.