TILLYKKE: Sofia Hellqvist fylder rundt
Når Sofia Hellqvist i dag fylder 30 år, går det sikkert ikke stille af sig. Der skal nok både komme champagne på bordet og gode gaver.
Prins Carl Philips forlovede holder dog for sig selv, hvordan hun præcis fejrer sin runde dag, der for mange er en milepæl i deres liv. Ifølge Svensk Damtidning lyder det fra hoffet, at hun fejrer den privat sammen med sine nærmeste.
Sikkert er det dog, at hendes forlovede prins Carl Philip ikke har noget i kalenderen og således kan være med til at gøre dagen helt speciel.
Men også hendes forældre fra Älvdalen, Erik og Maria, og søstrene Lina, 31, og Sara, 26, vil uden tvivl komme og feste med hende.
Hjælper børn og unge i Sydafrika
Der er sket utrolig meget i den kønne brunettes liv de senere år. Fra at være kendt som tidligere glamourmodel og reality-deltager kom hun pludselig på alles læber som prins Carl Philips nye kæreste i 2010. Og hun beviste hurtigt, at hun havde meget mere i sig, end de fleste umiddelbart troede.
Samme år grundlagde hun nemlig Project Playground sammen med veninden Frida Vesterberg.
En velgørenhedsorganisation, der hjælper udsatte børn og unge i Cape Town i Sydafrika, og som hun i dag stadig bruger meget tid på.
Dyrker meget sport
Derudover har Sofia også markeret sig som en sund og sportslig person, der ikke drikker meget og ikke ryger, men dyrker masser af sport. Hun har sin egen personlige træner Rickard Nordstrand.
Blandt andet har hun imponeret med sin deltagelse i stafetudgaven af det årlige skiløb Vasaloppet, hvor også prins Carl Philip plejer at deltage. Sofia har også udviklet sin stil, der er blevet langt mere raffineret og elegant, i samarbejde med kronprinsesse Victorias stylist Tina Törnqvist, og hun er nu en populær og vellidt person i sit hjemland.
På selve fødselsdagen vil det kommende bryllup med prins Carl Philip sikkert også fylde i tankerne. Den 13. juni 2015 bliver parret viet i Slottskyrkan i Stockholm, og forberedelserne er allerede i fuld gang.
Vi ønsker Sofia Hellqvist stort tillykke med fødselsdagen!