Victoria tvunget til ændring: Jeg er så stolt
Sveriges kronprinsesse Victoria havde glædet sig til at stå i Globen i Stockholm og officielt sætte gang i VM i kunstskøjteløb, men sådan kom det ikke helt til at gå.
Victoria ramt af corona
Victoria har været ramt af corona og skal stadig passe på sig selv og andre, så hun var tvunget til at blive hjemme fra den store åbningsfest i Globen, men hjemme fra privaten på Haga Slot leverede kronprinsessen såmænd alligevel varen.
Stolt kronprinsesse
Victoria holdt en tale, der blev vist på storskærm i den store ishal, hvor deltagerne skal kæmpe om medaljer i den kommende tid.
– Jeg er så stolt over, at vores smukke hovedstad er vært for verdensmesterskabet i kunstskøjteløb, og jeg ønsker virkelig, at jeg kunne have været på plads i aften, sagde Victoria til åbningsfesten onsdag aften.
– Men nu ser min familie og jeg frem til at se verdens bedste kunstskøjteløbere konkurrere, præcis som millioner af andre tv-seere over hele verden, lød det desuden fra kronprinsessen, der hjemme på Haga foran fladskærmen sikkert får selskab af prinsesse Estelle, der er vild med kunstskøjteløb.
Første gang i fire måneder
Den store åbningsbegivenhed i Globen skulle faktisk have været den første gang i fire måneder, at kronprinsesse Victoria fysisk var til stede til en officiel opgave, men sådan gik det altså ikke, fordi hun og prins Daniel for to uger siden fik konstateret corona..
Derfor leverede en karantæneramt kronprinsesse Victoria varen digitalt til alles store tilfredsstillelse.